Aktuelle aktiviteter
For tiden arbejder jeg intenst med at strukturere mine materialer om overgangen fra arbejdshukommelse til langtidshukommelse i elevens hhv. kursistens læring af boglige fagkundskaber i skolen. Dansk moderne pædagogik favoriserer en forståelsesorienteret beskæftigelse med faget i arbejdshukommelsen men har ikke nogle bud på den nødvendige fæstnelse af stoffet i langtidshukommelsen. Jeg har på nuværende tidspunkt indkredset ni kilder til viden om denne overgang. Bogen sigter mod at give baggrundsviden om hukommelse og læring såvel som direkte vejledning til lærere - og - til eleverne - og deres forældre (folkeskole) og til kursisterne selv (fx VUC) og studerende.
Her er noget, der er begyndt at optage mig mere og mere ud fra observationer af undervisning: Lærerens spørgsmål. Når man taler med elever og kursister om at tage noter handler det som regel om at de skal tage notater om det faglige stof, som læreren fremlægger. Især hvis det går ud over det, der står i undervisningsmaterialet. Jeg er gradvist blevet mere og mere opmærksom på, at lærerens faglige spørgsmål er vigtigere end de faglige svar. Det er disse spørgsmål, som fører eleverne og kursisterne videre i deres faglige læring og det er også disse spørgsmål, som de skal bruge i deres arbejde med at lære stoffet derhjemme. Med andre ord er det de skal notere lærerens spørgsmål – og så stof, som ikke står i undervisningsmaterialet. De skal bruge spørgsmålene til at forstå tankelogikken og de skal bruge dem til forberedelse af næste time og til aktiv repetition op mod eksamen. Jo mere de har fuldstændige spørgestrukturer desto bedre greb får de om stoffet og opgaverne.